Alle blommer har sin helt egen smag og unikke egenskaber. Vi har lavet denne blomme guide, bedste blommesorter, så du kan finde inspiration og nemmere finde ud af hvilken blommetræ du skal vælge at købe.
I denne artikel kommer vi ind på de bedste blommesorter, populære blommer til haven, og den bedste blomme til haven. Det er svært at udpege den allerbedste blomme, da der er nogen blommer som nogle måske synes har den bedste smag og som andre måske ikke synes så godt om.
Derfor har vi lavet denne blomme guide, så du bedre kan bestemme dig, når du skal ud og købe et blommetræ.
Vi bruger rigtig mange forskellige blommer i vores opskrifter og derfor, er det vigtigt at man kender de forskellige blommers egenskaber.
Man kan opdele blommer i spise blommer og mad blommer. Blommer til brug i madlavning, f.eks. marmelade, bagværk og desserter, er blommer med tørt og fast frugtkød. Blommer til at spise, har typisk saftigt frugtkød.
Podet træ
Det er vigtigt, at have god viden om de forskellige sorter, når man skal vælge blomme, da det ofte er begrænset plads man har i sin have. Har du en lille have, kan du også få podet 3 forskellige sorter på et enkelt træ.
Vi har selv et podet blommetræ med 3 forskellige sorter, hvor vi selv har specielt udvalgt hvilke blommer vi ville have. Grundstammen er kirkes, hvorpå der er podet sveskeblomme og grøn reineclaude. Så vi er dækket ind på både dessert, marmelade, kage og spisebrug.
Modning af blommer
De fleste blommer modner fra midt i august til september. Opal er en af de blommer som modner først i sæsonen og grøn reine claude sidst i sæsonen.
Alle de blommer der er testet og beskrevet her, er blommer vi har i vores have.
Se også aldrig mere orm i blommer
Gå til
- Inden du køber blommetræ
- Blommer til børnefamilien
- De bedste og populæreste blommesorter
- Kirkes
- Italiensk Sveskeblomme (Anbefalet til bagværk)
- Grøn reineclaude (Sødeste smag)
- Opal (Bedste blomme til haven)
- Victoria (populær)
- Jubilæum (Kæmpe stor blomme)
- Fransk mirabelle (God til marmelade)
- Dansk mirabelle
- Afprøvet og kasseret
- 💬 Kommentarer
Inden du køber blommetræ
Inden du køber et blommetræ, er der flere vigtige faktorer at overveje for at sikre, at du vælger den rigtige sort, og at den vil trives i din have. Her er de vigtigste overvejelser:
Placering: En blomme smager bedre jo bedre træet står, så placering har stor betydning for smagen. Planter du blommetræet på et vindblæst sted uden megen sol, vil blommerne ikke smage så godt, ligegyldigt hvor god en sort du har købt. Det bedste sted du kan placere blommetræet er op af en mur, eller et sted i haven, med masser af sol og læ.
Plantning: Et blommetræ skal plantes i et stort hul, hvor der lægges god muldjord fra planteskolen. Der skal holdes fri for ukrudt og græs.
Beskæring: Derudover, skal du tynde ud i frugten og beskære træet.
Klima- og hårdførheds zone: Tjek din USDA-hårdhedszone for at sikre, at den blommesort, du vælger, passer til dit klima. Blommer foretrækker generelt tempererede klimaer, men specifikke sorter kan have forskellige kuldetoleranceniveauer. Så spørg i planteskolen, om blommetræet passer til der hvor du bor. Bor du f.eks. helt ude ved vesterhavet, er grøn reineclaude måske ikke så passende der.
Sorts udvalg: Der er mange typer blommetræer (europæiske, japanske og prydplanter), hver med forskellige smagsvarianter, størrelser og voksende krav. Undersøg, hvilken sort der passer bedst til dine smagspræferencer og lokale forhold.
Behov for bestøvning: Nogle blommetræer er selvbestøvende, mens andre kræver krydsbestøvning fra en anden blommesort for at producere frugt. Sørg for, at du har en kompatibel bestøver, hvis det er nødvendigt.
Pladskrav: Blommetræer kan variere betydeligt i størrelse. Sørg for, at du har nok plads i din have til at rumme træets størrelse, inklusive tilstrækkelig afstand fra andre planter og naboer.
Jordkvalitet: Blommer foretrækker veldrænet, leret jord med en pH-værdi på mellem 6,0 og 7,0. Udfør en jordprøve for at bestemme dens næringsstofindhold og pH-niveau, så tilpas jorden hvis det er nødvendigt.
Sollys: Blommetræer kræver fuld sol (mindst 6-8 timers direkte sollys om dagen) for at vokse godt og producere frugt. Sørg for, at plantestedet modtager tilstrækkeligt sollys.
Vandingsbehov: Overvej hvor stor muligheden er til at passe og give træet en ensartet vanding, især under tørre perioder, da unge træer har brug for regelmæssig vand for at etablere deres rødder.
Vedligeholdelse og pleje: Forstå vedligeholdelseskravene for blommetræer, herunder beskæring, gødskning og skadedyrsbekæmpelse. Nogle sorter kan være mere modtagelige for sygdomme eller skadedyr.
Lokale bestemmelser: Tjek, om der er lokale regler eller restriktioner vedrørende plantning af frugttræer, især hvis du bor i et byområde eller et kvarter med en husejerforening.
Kilde til køb: Vælg en velrenommeret planteskole eller et havecenter, der er specialiseret i frugttræer. Se efter sunde, sygdomsfrie træer med et godt rodsystem.
Tid til frugt: Vær opmærksom på den tid, det tager for træet at modnes og begynde at producere frugt. Nogle sorter kan tage flere år, før de bærer frugt.
Selskabsplanter: Overvej at plante ledsagende planter, der kan gavne blommetræet, såsom dem, der tiltrækker bestøvere eller afskrækker skadedyr.
Pasning: Blommetræet skal også vandes og gødes godt de første år, indtil det begynder at bære frugt. Der skal luges og fjernes ukrudt rundt om træet. Man kan altså ikke bare plante et blommetræ midt i græsplænen, uden at det vil gå ud over tiden til du kan høste blommer.
Ved at tage disse faktorer i betragtning, vil du være bedre forberedt til at vælge et blommetræ, der vil trives i din have og give dig lækker frugt i de kommende år.
Blommer til børnefamilien
Er du på udkig efter et blommetræ, til hele familien, anbefaler vi Opal, som du kan læse mere om længere nede i artiklen.
Opal er et blommetræ, som er nemt at passe, og som giver masser af søde lækre blommer, ofte allerede først eller midt i August.
De bedste og populæreste blommesorter
Udover de blommesorter der er listet her, er der selvfølgelig mange andre sorter af blommer, du kan afprøve selv. Gå på jagt i din planteskole og spørg hvad de kan anbefale.
Der er også blommesorter vi har testet, men som vi ikke synes var så gode, dem har vi listet nederst.
Så her finder du de specielt gode sorter af blomme vi anbefaler.
Vi giver karakteren op til 10, hvor 10 er det bedste.
Kirkes
Kirkes er en stor eftertragtet næsten rund og rød/blå/lilla blomme med tyndt skind, der har en flot dugget overflade. Blommen bliver flot blank hvis den bliver pudset. Saftig og lækker blomme, når den er moden. Stenen slipper let. Kirkes er desværre også modtagelig for “orm” i blommerne, af blommevikleren.
Saft og frugtkød: En middel saftig blomme med lidt groft frugtkød.
Størrelse og form: Stor næsten rund blomme.
Farve: Rød/blå/lilla dugget skind. Gult til orange frugtkød.
Smagen: Sød, med let syrlighed. Har en fin eftersmag, dog uden at imponere. Er bedst når den er fuldmoden. Førhen, blev den betragtet som den bedste blomme. Mange hælder stadig til det.
Højde: Træet bliver højt og kraftigt. Er lang tid om at bære og har tendens til, kun at give frugt hvert andet år.
Sundhed: En sund sort, som kræver lidt plads. Smukt løv og blomster.
Høstudbytte: Lavt de første 10 år, derefter stigende til stor høstudbytte. Køb et træ som er podet, da det vil give betydelig tidligere høstudbytte.
Velegnet til: Særdeles velegnet som spise frugt og til brug i kager, marmelader og desserter. Velegnet til nedfrysning.
Største ulemper: Den modne blomme, har desværre stor tilbøjelighed til at revne efter regnvejr. Træet er højt, så frugten kan være svær at plukke. Lang tidshorisont før træet bærer frugt.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Både Nej og Ja, vi anbefaler ikke at du planter kirkes, med mindre du har en lang tidshorisont mht. til høst. Vi anbefaler, at du køber kirkes på en podet stamme, så du opnår hurtige høst.
Karakter: 8
Italiensk Sveskeblomme (Anbefalet til bagværk)
Italiensk Sveskeblomme er en meget eftertragtet rød/blå lækker blomme, som har et lækkert tyndt skind med en flot dugget overflade. Blommen bliver blank hvis den bliver pudset. Træet er også meget dekorativt, med de lange hængende grene, der er fyldt med store klaser af lækre blommer.
Saft og frugtkød: En noget tør blomme, der derfor er meget velegnet til bagværk og dessert. Tør fast frugtkød
Størrelse og form: Stor aflang til oval blomme,.
Farve: Rød/blå/lilla skind med dug. Meget smukt gulligt frugtkød.
Smagen: Kraftig, sød og kun let syrlig. Skøn aroma og har en super fin eftersmag. Er bedst når den er fuldmoden.
Højde: Træet bliver middelhøjt og kraftigt. Har typiske kendetegn som hængende grene, hvor der sidder store klaser af velsmagende blommer.
Sundhed: En sund sort, som kræver lidt plads. En klassisk gammel sort, som nok aldrig går af mode, pga. af den fantastiske smag og kvalitet. Er kort tid om at bære, men har tendens til kun at give frugt hvert andet år, pga. af det store høstudbytte.
Høstudbytte: Meget stort høstudbytte, som dog kan være svingende fra år til år. Frugten hænger i store klaser.
Velegnet til: Italiensk Sveskeblomme er velegnet som spise frugt pga. af den fine smag. Men er især velegnet til brug i kager, bagværk, marmelader og desserter. Velegnet til nedfrysning.
Største ulemper: Har tørt frugtkød.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Ja, en af Danmarks bedste blommer til bagværk og desserter. Vi anbefaler at du planter sveskeblomme, hvis du ønsker at bruge blommerne i kager og desserter. Kan også bruges som spiseblomme, men mange vil nok synes den er for tør i konsistensen.
Karakter: 10
Grøn reineclaude (Sødeste smag)
Grøn reine claude er den bedste spiseblomme og bedste blomme til syltning. Det er måske den bedste blomme til blommemarmelade du kan finde. Det er små til mellemstore grønne blommer, som bliver lysegrønne og gule, (ofte med lidt rødligt skind), når de er modne. Andre grønne reine claude blommer, får rødlige prikker eller striber når de er modne.
Fælles er dog at de har tyndt skind, der har en grålig dugget overflade. Det er ikke en særlig pæn blomme, da den også kan have forskelligt farvet frugt skind. Men smagen er altid, utrolig intens sød når den er moden.
Saft og frugtkød: En middel saftig blomme, der er meget velegnet til bagværk, marmelade og dessert. Er også en meget lækker spiseblomme. Frugtkødet er fint, changerende og saftigt.
Størrelse og form: Lille til middelstor helt rund blomme.
Farve: Grøn/gul skind når den er moden. Let grønligt men mest gult frugtkød.
Smagen: Meget kraftig og meget intens sødme uden syrlighed. Har en delikat eftersmag. Er bedst når den er fuldmoden. Fantastisk smag og kvalitet.
Højde: Træet bliver middelhøjt med kraftige lange grene. Har typiske kendetegn som lange høje grene, hvor der sidder mange velsmagende blommer sammen.
Sundhed: En sund sort, som kræver lidt plads. En klassisk gammel sort, som får det bedre og bedre i Danmark, da den foretrækker et lunt klima. Er lidt lang tid om at bære, men giver et stabilt stort udbytte, når den begynder at bære.
Høstudbytte: Stor høstudbytte, som dog kan være svingende fra år til år.
Velegnet til: Særdeles velegnet som spisefrugt pga. af den fine smag. Men er også særdeles velegnet til brug i marmelader, kager og desserter. Den bedste blomme til marmelade og blommegrød. Velegnet til nedfrysning.
Største ulemper: Træet har en kedelig tendens til at smide blommerne, inden de er fuldt modne. Andre blommer kan være svære at få af træet, da de sidder godt fast.
Blommerne modner over en lang periode, så der er lang plukkeperiode.
Derudover revner blommerne ofte efter regnvejr. Så efter et regnvejr, kan det være en god idé at plukke de modne blommer.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Ja, måske Danmarks bedste spiseblomme. Utrolig sød og delikat smag. Perfekt spiseblomme, god i bagværk og desserter. Vi anbefaler at du planter grøn reineclaude, hvis du ønsker den bedste spiseblomme og har en lang tidshorisont angående høstudbytte og kan se bort fra de største ulemper.
Karakter: 10
Opal (Bedste blomme til haven)
Opal er en af de allerbedste spiseblommer og min favorit blomme til børnefamilier. Træet bærer hurtigt, allerede i august, og giver et meget stort udbytte af middelstore runde lækre søde blommer. Opal er måske den bedste blomme til parcelhushaven, da træet heller ikke bliver ret stort og højt og har en nogenlunde sikker bæring. Opal er en mellemstor rød blomme, som er blålig når den er moden. Tyndt skind, og let dugget overflade.
Saft og frugtkød: En saftig blomme. Dejligt saftigt fint frugtkød, som har en udsøgt smag.
Størrelse og form: Middelstor rund blomme.
Farve: Rødt skind når den er moden. Gult frugtkød.
Smagen: Meget kraftig og meget sød med en anelse syrlighed. Har en delikat eftersmag. Er bedst når den er fuldmoden. Fantastisk smag og kvalitet.
Højde: Træet er bredt i kronen, og bliver middelhøjt med lange grene. Blommer sidder ofte i klaser på 3 til 6 stk.
Sundhed: En sund sort, som ikke kræver den store plads. En klassisk gammel sort, som stadig er aktuel i Danmark. Giver et stabilt stort udbytte, når den begynder at bære.
Høstudbytte: Stor høstudbytte, som dog kan være svingende fra år til år, pga. af frost og for lidt udtynding af frugt. Frugten skal udtyndes kraftigt for, at blomme kan udvikle den fulde gode smag.
Velegnet til: Særdeles velegnet som spisefrugt pga. af den fine søde smag. Men er også særdeles velegnet til brug i marmelader, kager og desserter. Velegnet til nedfrysning.
Største ulemper: Ingen væsentlige. Dog bærer træet så mange blommer, at grenene risikerer at knække under vægten. Blommerne skal derfor udtyndes så ⅔ af frugten fjernes, ellers bliver smagen heller ikke god og kraftig.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Ja, en af Danmarks bedste spise blommer og sundt træ. Utrolig sød og delikat smag. Vi anbefaler at du planter opal, hvis du ønsker en god spiseblomme og vil have et hurtigt høstudbytte.
Karakter: 10
Victoria (populær)
Victoria er en gammel sort og en blomme mange kan huske fra deres barndom. Det er en meget plantet og populær blomme herhjemme. Blommerne der er orange til røde er store og meget saftige. Smagen er uovertruffen god, hvis frugten er blevet udtyndet. Træet vokser opret med lange grene, men bliver ikke særligt højt. Victoria er ikke et særligt pænt træ, da den vokser meget uens.
Bærer først rigtig meget frugt når træet er udvokset. Så stopper væksten til gengæld også. Så hvis man vil have træet til at vokse, skal al eller det meste frugt fjernes. Frugten er stor og lidt aflang.
Den største ulempe ved victoria er, at den desværre er utroligt modtagelig for “orm” i blommerne. Ud af et helt træ med blommer, kan 100 % af blommerne have små laver. Hvis man ikke har mod på, at opsætte fælder eller sprøjte mod blommeviklerens larve, skal man undgå dette blommetræ.
Opal er måske den mest plantede blomme i parcelhushaven, da træet heller ikke bliver ret stort og højt. Victoria er en stor orange til rød blomme, som bliver blød når den er moden. Tyndt skind og smukt frugtkød.
Saft og frugtkød: En saftig blomme. Meget saftigt lidt groft men lækkert frugtkød.
Størrelse og form: Stor aflang blomme, som bliver blød når den er moden.
Farve: Lilla til lyst rødligt skind når den er moden. Gult til orange frugtkød.
Smagen: Meget kraftig og sød uden ret megen syrlighed. Har en delikat eftersmag. Er bedst når den er fuldmoden. Fantastisk smag og kvalitet.
Højde: Træet er uens i kronen, og bliver middelhøjt med lange grene. Blommer sidder ofte i klaser på 3 til 6 stk. Grenene i træet har desværre stor tendens til at flække, hvis der ikke bliver tyndet ud i frugten.
Sundhed: En til dels sund sort, som ikke kræver den store plads. En klassisk gammel sort, som stadig er aktuel i Danmark. Giver et stabilt stort udbytte, når den endelig begynder at bære. Dog bærer den så meget frugt, at store grene ofte knækker. Dette bevirker at træet risikerer at gå ud pga. af infektioner fra de knækkede grene.
Høstudbytte: Stor høstudbytte, som dog kan være svingende fra år til år, pga. af, blommeviklerens laver, frost og for lidt udtynding af frugt. Frugten skal udtyndes kraftigt for, at blommerne kan udvikle den fulde gode smag.
Velegnet til: Særdeles velegnet som spisefrugt pga. af den fine søde smag. Er også velegnet i bagværk, kager og desserter. Velegnet til nedfrysning.
Største ulemper: Får mange “orm” i blommer. Blommer skal udtyndes så ⅔ af frugten fjernes, ellers bliver blommerne smagsløse, kedelige og uden aroma. Tunge grene med frugter flækker let, så træet bliver inficeret med sygdomme og dør.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Ja og nej: En af Danmarks bedste spiseblommer. Dejlig sød spiseblomme. Vi anbefaler at du planter victoria, hvis du ønsker en god spiseblomme, har tid til at passe træet og vil have et godt, rimeligt og hurtigt høstudbytte. Vi anbefaler ikke victoria til den travle familie, da træet kræver en del beskæring og pleje.
Karakter: 8
Jubilæum (Kæmpe stor blomme)
Jubilæum er en ny svensk sort, som giver kæmpe store flotte blommer. Jubilæum er ikke så kendt endnu, men det er en fejl synes vi. Dette blommetræ giver store rød/lilla smukke blommer, som stadig er faste når de er modne. Tyndt skind og smukt delikat frugtkød.
Blommen har gult frugtkød, der er middel saftigt. Smagen er god når blommen for lov til at udvikle sig helt. Det gøres bedst ved, at udvælge sig nogle blommer, og så sætte et net rundt om blommerne, når de falder i nettet eller når de er blevet lidt bløde, når du trykker på dem er de modne. Smagen bliver derved uovertruffen god.
Den største ulempe ved jubilæum er, at den desværre er en del modtagelig for “orm” i blommerne. Og da den ikke bærer mange blommer, kan det blive et problem med hensyn til udbyttet. Hvis man ikke har mod på, at opsætte fælder eller sprøjte mod blommeviklerens larve, skal man undgå dette blommetræ.
Saft og frugtkød: En middelsaftig blomme. Frugtkødet har en god kraftig konsistens.
Størrelse og form: Kæmpe stor og lidt aflang blomme.
Farve: Rød/lilla smukt skind når den er moden. Gult til orange frugtkød.
Smagen: Meget kraftig og meget sød der kan minde om kirkes. Har en delikat eftersmag. Er bedst når den er fuldmoden. Fantastisk smag og kvalitet.
Højde: Træet vokser meget opret og har lange kraftige grene, og bliver højt. Jubilæum er et pænt træ, og da den vokser meget kraftigt kan den beskæres efter ens ønsker.
Træet vokser opret i kronen, bliver flot og højt med lange smukke grene. Blommer sidder ofte alene eller i klaser på 2 til 3 stk.
Sundhed: Bærer frugt allerede før træet er udvokset. Frugten der er meget stor og aflang er desværre også en del modtagelig for blommeviklerens larver. Selve træet er sundt, men kan dog ikke lide at stå i for vandmættet jord. Grene i træet er normalt meget stærke og sunde.
En sund sort, som ikke kræver den store plads.
Høstudbytte: Giver et lille til middel udbytte, når den begynder at bære. Udbyttet kan dog kan være svingende fra år til år, pga. af, blommeviklerens laver og frost. Frugten behøver ikke at blive udtynde for, at blommerne kan udvikle den fulde gode smag, da bæringen ofte er sparsom.
Velegnet til: Særdeles velegnet som spise frugt pga. af den fine søde smag. Er også velegnet til grød, i bagværk, kager og desserter. Velegnet til nedfrysning.
Største ulemper: Får mange “orm” i blommer. Sparsom bæring.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Ja: En rigtig god spiseblomme hvis den får lov at blive fuldmoden. Sød spiseblomme. Vi anbefaler at du planter jubilæum, hvis du ønsker en god spiseblomme, har tid til at passe træet og kan leve med et lavt høstudbytte, som dog kan blive højere hvis træet beskæres og passes. Vi anbefaler ikke jubilæum til den travle familie, da træet kræver en del beskæring og plejning.
Karakter: 8
Fransk mirabelle (God til marmelade)
Fransk mirabelle ligner ikke og skal ikke forveksles med de danske mirabeller. Den franske mirabelle minder mest om den Italienske Sveskeblomme i udseende og konsistens. Dog i en noget mindre styrelse.
Men hvor den Italienske har masser af smag, er den franske mirabelles smag noget mere afdæmpet.
Selve træet derimod, kan minde om et Dansk mirabelletræ. Det er et højt, slankt og smukt træ, med mange oprette stammer, som sidder tæt. På grenene er der lange irriterende torne.
Saft og frugtkød: En tør blomme. Frugtkødet er fast.
Størrelse og form: Lille aflang blomme.
Farve: Blå/lilla smukt skind når den er moden. Flot dug på skindet. Gult til orange frugtkød.
Smagen: Mild smag, der bliver kraftigere når den er fuldmoden.
Højde: Træet vokser meget opret og har lange kraftige oprette grene. Træet bliver slankt og højt. Fransk mirrabelle er et pænt træ, som ville passe ind i en Allé. Og da træet vokser meget kraftigt kan den beskæres efter ens ønsker.
Blommer sidder ofte alene eller i små klaser på 2 til 3 stk.
Sundhed: Bærer frugt allerede før træet er udvokset. Frugten der er lille og aflang er desværre også modtagelig for blommeviklerens larver, som andre blommetræer, men dette betyder ikke så meget, da træet bærer overvældende mange frugter.
Selve træet er sundt, og kan stå i for vandmættet jord. Grene i træet er normalt meget stærke og sunde.
En sund sort, som ikke kræver den store plads.
Høstudbytte: Giver et højt udbytte. Det kan anbefales at udtynde frugten, så den bliver af endnu bedre kvalitet.
Velegnet til: Er velegnet til grød, i bagværk, kager og desserter. Bruges i madlavning, bagværk og desserter. Er især kendt som ingrediens i Fransk mirabelle marmelade. Ikke velegnet som spise frugt pga. af det tørre frugtkød. Er fryseegnet.
Største ulemper: Får lidt “orm” i blommer. Ikke en specielt god spiseblomme.
Anbefalet eller ikke anbefalet: Ja, hvis man ønsker en blomme til især køkkenet, er den velegnet til marmelade, kager, bagværk og desserter. Vi anbefaler dog, at du planter Italiensk sveskeblommer i stedet.
Karakter: 8
Dansk mirabelle
I Danmark gror der masser af vilde mirabeller rundt omkring i haver, skov og krat. Der findes groft sagt to sorter. Den gule mirabelle og den røde mirabelle. Du kan kende et mirabelletræ på alle de modne mirabeller, der typisk ligger under træet, når den smider blommerne.
Gul mirabelle: Den gule mirabelle er kendetegnet ved sin specielle smag og den tørre konsistens i frugtkødet. Blommen kan bruges i marmelade og bagværk.
Rød mirabelle: Den røde mirabelle er kendetegnet ved sin smag og det saftige frugtkød når den er moden. Er spise egnet.
Smagen i både den røde og gule mirabelle er meget speciel, ikke dårlig, men nok ikke en smag, der vil falde i manges smag. En smag, hvis man har smagt en mirabelle som barn, vil kunne genkende hele livet.
Andre vilde danske blommer
I Danmark er der flere vilde blommer sorter, som ikke har den store kulinariske værdi. Herunder finder du vilde sorter som: kræger, blommer som har formeret sig fra blommesten.
Kræger: er små runde blå blommer, helt uden eller med lidt bitter smag. Vi har haft et helt hegn med kræger, som vi har erstattet med mere moderne blommesorter.
Vild blomme: Har du et blommetræ i haven, vil det ofte formere sig selv, fra nedfaldne blommer. Rundt omkring i haver og hegn, er der blommetræer, som er formeret på denne måde. Smagen svinger derfor i kvalitet. Vi har selv et blommetræ der er formeret fra vores blommetræer. Disse blommer smager rigtigt godt.
Andre vilde blommer: Derudover findes der lokale sorter, som svinger i kvalitet.
Afprøvet og kasseret
Disse blommer der er listet nedenfor, har vi haft i vores have og kasseret dem pga. af manglende kvalitet eller fundet bedre erstatninger.
Stanley: En tør og ligegyldig blomme. Plant Italiensk sveskeblomme i stedet.
Reine Claude d’Ouillins: Stor smuk blommetræ med store gule blommer, der ser spændende og flotte ud i haven. Frugten er god uden at imponere.
Reine Claude Althans: En meget smuk lilla blomme med kraftig dug. Smagen er mild og god. Vi har plantet kirkes i stedet, da vi synes den har en bedre smag.
Bjørn Nielsen skriver
Nem og god oversigt over de bedste blommer i Danmark