Topdressing
Af Min Madopskrift
Du kan ikke få en smuk grøn græsplæne, hvis din jord er lerjord, da de vilde græsarter og ukrudt, hurtigt vil udkonkurrere de fine kultiverede turfline græsarter. Det er ikke nok bare at gøde med kunstgødning, jorden skal være åben, blød og næringsrig. Her kommer topdressing ind i billedet.
Mange mener, at hvis man giver sin plæne gødning eller topdresser den, gøder man også ukrudtet. Tilmed, at græsplænen skal slås oftere. Et andet argument man også ofte hører er, at mos i plænen giver en dejlig blød plæne, så det er slet ikke nødvendigt at gøde sin græsplæne. Det er muligt det er korrekt, men der er mange fordele ved at topdresse en græsplæne, og hvis du vil have den perfekte græsplæne uden at bruge gift så læs videre her.
Hvem ønsker sig ikke en dejlig mørkegrøn blød plæne uden ukrudt og mos? Og en topdressing kan hurtigt blive en dyr sag, hvis man køber den ved planteskolen. Men der er billigere alternativer.
Hvis du bor i nærheden af et miljøcenter, er det muligt at købe færdig kompost. Prisen ligger i 2018 på kr. 20,00 på en hel trailerfuld god kompost i Odense. Det bedste ved komposten er, at den kan bruges i køkkenhaven også, hvis du skulle få noget i overskud. Hos miljøcenteret anbefaler de, at man blander komposten med almindelig jord, hvis den skal bruges i køkkenhaven, da komposten er så kraftig, at den kan svide grøntsagerne. Det har jeg nu aldrig oplevet, og jeg har brugt den i flere år. Jeg har kommet komposten i køkkenhaven og på græsset. Men i plante krukkerne har vi blandet den i forholdet 1.1 med jord velegnet til krukker.
Hvornår skal græsplænen topdresses
- Om foråret når temperaturen er over 10 grader og græsplænen er begyndt at gro, er det perfekte tidspunkt. Du kan topdresse græsplænen hele sommeren hvis det er nødvendigt, men juli måned og meget varme og tørre perioder bør undgås, da græsset skal gro hvis det får topdressing, ellers risikerer du at græsset svides.
Hvad er topdressing
- Topdressing er kompost eller spagnum som kan blandes med grus eller bakkesand, hvis du har store huller i græsplænen eller meget ler i jorden. Man kan også komme græsfrø i sin topdressing. Topdressingen fungerer som gødning til græsset og laver et blødt jordlag som græssets rødder bedre kan gro i.
Hvorfor bruge topdressing
Når du topdresser din græsplæne, får du flere fordele.
- Du får en dejlig mørkegrøn plæne
- Mindre ukrudt, fordi græsset gror bedre og kvæler ukrudtet
- Du får mindre mos i plænen, da mosset ikke kan lide kvælstoffet og græsset overtager
- Græsplænen bliver meget tættere og blødere
- Du får en jævn græsplæne
- Meget nemmere at slå græsplænen, da mosset ikke bremser plæneklipperen og græsplænen er mere jævn
- Du behøver ikke bruge kunstgødning, da der er rigeligt gødning i topdressingen
Det skal du bruge
- En trailerfuld kompost til ca. 100 m2
- Skovl
- Kost og rive
- Græsfrø af god kvalitet
- Evt. Grus eller bakkesand
- Trillebør
- Vand
Fremgangsmåde
- Kig græsplænen efter og fjern grene, sten og lign. Riv mos op og luft plænen ved rive den igennem.
- Derefter slår du græsset på mellemhøjt niveau.
- Kig græsplænen igennem med et langt bræt. Stik nogle pinde ned i jorden og marker, hvor der er lunker som der skal fyldes ekstra jord på. Og marker også høje punkter.
- Hvis du har nogle punkter som er meget høje, undlader du topdressing disse steder, da formålet med topdressing også er, at få en mere jævnere plæne. Du kan evt. gøde de høje punkter i stedet med en kunstgødning.
- Har du en almindelig plæne uden store huller, bruges kun kompostjord/planteskolejord uden grus. Ellers er forholdet 1 del sand til 3 dele kompost.
- Med en skovl smider du nu topdressingen ud over plænen i et lag på ca. 1 – 3 cm eller så du stadig kan se græsset de fleste steder. De steder der er huller, fylder du hullet helt op.
- Når du mener du er ved at være færdig, fordeler du jorden med en rive der vender modsat med tænderne opad. Til sidst tager du en stiv gadekost og fejer græsplænen så du får fordelt topdressingen jævnt.
- Smid græsfrø de steder hvor der er huller. Brug gerne en god græsblanding og ikke de billige fra supermarkederne. Turf græsser kan anbefales. Riv frø godt ned i jorden, så de ikke bliver spist af fugle.
- Til sidst vandes græsset godt igennem med en vippevander.
I løbet af en uge vil du se hvordan græsset bliver meget grønnere de steder den er topdresset.
Se også Byg dit eget højbed af pallerammer
Tips
- Du kan binde et tov på en palle, som du trækker gennem græsplænen, dermed fordeler du topdressingen og kan se hvor der mangler jord
- Er græsplænen meget blød og bulet, kan du tromle den inden du slår græsset.
- Brug ikke strandsand da det indeholder salt
Kommentarer
Ingen kommentarer