Blommetærte med marcipan og creme fraiche
Af Min Madopskrift
Til 10 personer
Blommetærte kan laves på mange måder, men det vigtigste er, at smagen fra blommerne bliver i et med ingredienserne.
Denne skønne blommetærte er et ”must” at lave, hvis man ønsker at lave en lækker kage og haven bugner af blommer.
Ingredienser bund:
120 g rørsukker
Korn af 1 stang vanilje
175 g blødt smør
175 g hvedemel
1½ dl havregryn
Ingredienser fyld:
100 g revet marcipan
3 æg
2½ dl creme fraiche 18 %
75 g rørsukker
Ingredienser blommefyld:
12 store blå blommer
20 g smør
2 spsk. rørsukker
2 tsk. kanel
Pynt:
50 g hakkede mandler
Tilbehør:
Vaniljeis eller cremefraiche med vanilje
Fremgangsmåde:
Vaniljekorn skrabes ud i sukkeret og æltes godt ind sammen med smør, hvedemel og havregryn.
Dejen lægges ud i en smurt tærteform (28-30 cm) med løs bund.
Riv marcipanen.
Pisk æggeblommer til en æggesnaps og æggehvider stive.
Vend hviderne i æggesnapsen.
Rør marcipan, creme fraiche og rørsukker i.
Fordel blandingen ovenpå bunden.
Vask blommer, skær dem midtover og fjern stenene. Smelt smør, kanel og sukker på en stor pande og steg blommerne med skærefladen nedad i 2-3 minutter.
Fordel de braiserede blommer på tærten med skærefladen opad og hæld resten af lagen fra panden henover blommerne. Pynt med hakkede mandler.
Bag tærten midt i ovnen ved 175 C i ca. 35 – 40 minutter. Hold øje med tærten, den må ikke blive for brun i siderne.
Server tærten når den er afkølet lidt og server med vaniljeis eller en klat kold creme fraiche med vanilje til.
Kommentarer
Ingen kommentarer