Oksefilet med marineret løg
Af min madopskrift
Oksefilet er et godt stykke kød, men kræver den rigtige fremgangsmåde, for at blive rigtig lækker, mør og velsmagende. Her er opskriften på klassisk ret med oksefilet.
Ingredienser:
1,8 kg oksefilet
3 spsk. frisk timian eller 1. spsk. tørret.
4 fed presset hvidløg
Olivenolie (Rapsolie) og lidt smør til stegning
Salt og peber
Kartoffelmos:
4 bagekartofler
1 pastinak
1 dl vand fra kogningen
50 g smør
Fyld til kartoffelmos:
2½ dl cremefraiche
2 pasteuriserede æggeblommer
1 tsk. dijonsennep
75 g revet ost.
Marineret rødløg:
700 g små rødløg
Olivenolie
Salt, peber
Rosmarin
Marinade til rødløg:
1 dl balsamicoeddike
1 spsk. honning
Lidt finthakket rød chili
Sauce:
2 dl rødvin
6 dl oksebouillon eller fond
2 kviste timian
6-8 sorte peberkorn
1 dl piskefløde
Jævning af saucen
Salt, peber
Revet muskat
Tilbyd grøn salat eller andet garniture til
Fremgangsmåde:
Gennemgå kødet for fedt og sener. Derefter rids fedtet på kødet på kryds og tværs med en kokke kniv. Svits kødet på alle sider på en varm stegepande i olivenolie (rapsolie) og lidt smør.
Tag kødet af panden og læg det i et ovnfast fad og krydr med timian, hvidløg, salt og peber. Pres hvidløg godt ned i kødet.
Steg kødet 45 min ved 170 grader og lad det trække 10-15 min før udskæring.
Brug evt. stegetermometer.
Skræl nu kartofler og pastinak. Skær dem i lidt grove stykker og kog dem møre i vand med salt.
Mos kartofler og pastinak og rør det sammen med vand og smør og krydr med salt, peber og evt. lidt revet muskat. Kom mosen i små kopper som tåler at komme i ovnen eller stort ovnfast fad.
Rør cremefraiche sammen med salt, peber, pasteuriseret æggeblomme, dijonsennep og revet ost og kom det oven på mosen.
Bag det 25-30 min. ved 200 grader eller til mosen er gennemvarm og toppen gratineret og gylden.
Pil og halver løgene og kom dem i et ovnfast fad. Vend dem sammen med olivenolie, salt, peber og rosmarin. Bagløgene ca. 50 min ved 170 grader eller til de er møre og lækre.
Kom balsamico, honning og chili i en gryde. Bring det til kogepunktet og tilsæt de bagte løg og lad dem simre stille og roligt 3-4 min. Tag løgene op og placer dem på et fad. Hvis der er mere balsamico i gryden hældes det over løgene.
Kom rødvinen i gryden, og kog det ind til halvdelen. Tilsæt oksebouillon eller fond, timian og sort peber, og lad det simre ca. 15 min eller mere. Tilsæt stegesky fra oksefileten og lidt piskefløde og kog saucen til den har god smag. Sigt saucen og jævn evt. saucen med lidt mel, kog den godt igennem.
Smag til med salt.
Kommentarer
Ingen kommentarer