Langtidsstegt and med fyld
Af Min Madopskrift
Til 6 personer
Langtidsstegt and med fyld og hjemmelavet brun sauce
Hvorfor langtidsstege anden. Der er nogle fordele ved at langtidsstege anden. Langtidsstegt and giver rosa farvet kød der er rigtig godt saftig og mørt.
Vi har lavet den traditionelle and med fyld af æbler og svesker og langtidsstegt den.
Ingredienser:
- 1 stk. and på 3-3,5 kg
- 1 liter vand
- Timian
- Salt og peber
Sauce:
- Andesky
- Fond af indmad
- ½ citron
- 2 stk. gulerødder skåret i grove stykker
- 1 løg grofthakket
- Salt og peber
- Evt. kulør og rødvin
Fyld:
- Ca. 400 g udstenede svesker.
- Ca. 400 g æbler i både
- 1 økologisk appelsin skåret i både.
- Eller til anden er fyldt op.
Tilbehør:
Brunede kartofler, rødkål, franske kartofler, brombærkompot (eller brombærsyltetøj), eller ribsgele.
Dessert:
Risalamande
Fremgangsmåde Langtidsstegt and med fyld:
Tø anden op i køleskabet i to dage, skyld den og dup den tør.
Først lægges risten over en bradepande.
Så renses anden for indmad. Indmaden gemmes til sovsen.
Derefter krydres anden med timian, salt og peber både indvendig og udvendig.
Forvarm ovnen til 130 grader, og hæld 1 liter vand i bradepanden.
Fyld nu anden med svesker, æbler og appelsinen. Luk den med kødnåle eller en strikkepind og læg den med brystet nedad på risten.
Vend anden to timer og drys den med salt og peber og steg den færdig. Vendingen af anden er meget vigtigt, da det er denne detalje som gør at anden beholder saften i kødet.
Det bedste resultat opnår du også ved at bruge stegetermometer. Anden er færdig, når lårene er ca. 75 grader og brystet ca. 63 grader.
Anden skal stege ca. 5 timer i alt. Steger du den længere, er der risiko for at den bliver tør. Giv den grill på begge sider til sidst, så skindet bliver dejligt brunt og sprødt.
Parter anden og sæt stykkerne på et fad. Kom stykkerne i ovnen så de holder sig varme.
Æbler, appelsin og svesker fra anden, kommes i en skål og serveres separat. Det smager skønt.
Fremgangsmåde perfekt andesauce:
Denne fremgangsmåde, giver en super lækker brun andesauce. Tag en gryde og kom indmaden i og steg den brun i lidt smør i 5 min. Derefter tilsættes gulerødder og hakket løg, der svitses med et par min. Tilsæt evt. lidt rødvin til sidst.
Hæld 1 liter vand i gryden. Krydr med salt og peber. Kog det op og skru ned så den kun simrer. Lad det koge i to timer, eller indtil du har en god fond.
Derefter sies fonden fra og indmaden smides ud.
Lav sauce af skyen fra bradepanden (husk at si skyen for fedt) og fonden. Tag en lille gryde og sæt den på middelkraftig varme og skru ned når det hele koger. Lav en meljævning i en melryster og kom det stile og roligt ned i saucen indtil den har den rette konsistens. Eller brug en melbolle.
Smag til med salt og peber og evt. lidt saft fra den hjemmelavede rødkål.
Er saucen for fed, dryppes lidt citronsaft ned i saucen.
Server med brunede kartofler, rødkål, franske kartofler, brombærkompot (eller brombærsyltetøj), eller ribsgele til saucen.
Kommentarer
Ingen kommentarer